Problemet er bevisbyrden. Den, der vil kræve erstatning, skal bevise, hvem der er skadevolderen, og han skal også bevise skadens omfang. Dengang uforsigtige landmænd kunne komme til at slå bierne ihjel med bladan eller et andet akut virkende insekticid, var sagen enkel: Bierne lå døde i bunker i eller uden for staderne, man kunne analysere for giften og finde den, der umiddelbart forinden havde sprøjtet i nabolaget.
De nye systemiske insekticider er mere problematiske. De bliver godkendt på baggrund af tests for LD50=Lethal Dosis 50%, den dosis, der med 95% sikkerhed slår 50% af forsøgsdyrene ihjel. Det er relativt enkelt at fremstille midler, som ligger pænt under denne grænse; men vi mangler en afprøvning af langtidseffekten, som ikke indgår i godkendelsesproceduren.
Systemiske midler, som er godkendt, kan have en langtidseffekt, som er fatal for bl.a. bierne. Bierne bliver måske ikke slået ihjel, men mister orienteringsevnen, og så har vi noget, der ligner CCD=Colony Collapse Disorder: Staderne er tomme; der er ingen bier, vi kan analysere for pesticidrester, og den skadevoldende handling er sket lang tid i forvejen. Derfor kan vi ikke finde “forbryderen”.
EU har indført en “timeout” for neonicotinoider for at få styr på disse forhold. Producenterne, som har ofret milliarder på udviklingen, presser på for at få en godkendelse. Det er dygtige folk med en meget stor pengepung. Derfor er der et stærkt behov for, at myndighederne ikke lader sig rende overende.